Min kone havde et par veninder på besøg. De var først og fremmest kommet for at tage vores lille nyfødte datter i øjesyn. Hun blev behørigt beundret i et godt stykke tid, og pigen var heldigvis vågen og veltilpas, så der blev snakket og dikket til den store guldmedalje.

- Er hendes sparkedragt ikke fra Småfolk, spurgte en af veninderne. Heldigvis var spørgsmålet ikke stilet til mig, for er der noget, jeg ikke går op i, er det i hvert fald mærket på det tøj, vi klæder vores børn i – vores nyfødte er faktisk nummer tre, og jeg ved heller ikke meget om, hvilke tøjmærker de to ældre børn bruger.

- Nej, det er vist nok fra Katvig, svarede min kone og fortsatte: – Men hun fik faktisk en del sparkedragter i barselsgave, og de var alle fra anerkendte mærker, sagde hun stolt.

Min kone rejste sig resolut fra stolen, bad mig om at tage mig af vores datter og gik så ind i børneværelset for at hente noget af det fine babytøj, der var blevet givet i barselsgave.

Hun kom tilbage og fremviste stolt et par bluser fra Ej Sikke Lej og andre beklædningsgenstande af mærkerne Hollys og Mala.

Og så skal jeg ellers lige love for, at der blev diskuteret babytøj mellem de tre damer, som alle var forholdsvis nybagte mødre. Ekspertisen var tilsyneladende stor, for de slyngede om sig med mærkenavne og materialebetegnelser i et væk. Småfolk løb med æren af at være mest udbredt blandt de tre.

Det svage køn

Det svage køn er et navn, man har brugt til at betegne kvindekønnet med. Rent fysisk refererer betegnelsen til, at gennemsnitskvinden fra fødslen har en mindre muskelmasse end gennemsnitsmanden.

Betegnelsen er dog historisk set også brugt til en generel bedømmelse af kvinden som både fysisk og psykisk svagere end manden. Det sidste er der dog intet videnskabeligt grundlag for at hævde. Pga. nævnte brug opfattes betegnelsen af mange i dag som nedladende.